Konceptet
Det optimale er, at der stødes inden for maksimalt 4 – 6 minutter efter personen er faldet om. Herefter formindskes overlevelseschancen som en tommelfingerregel med 10% for hvert minut der går. Derfor handler det om, at hjælpen er inden for rækkevidde og hurtigt fremme.
Hjerteassistance, som er virksomheden bag den tekniske løsning, har skabt et integreret system, hvor alarmcentralen har et samlet overblik over Hjerteassistenterne og automatisk kan aktivere den eller de Hjerteassistenter, der måtte være tættest på et formodet hjertestop.
Når alarmcentralen modtager et opkald og derigennem kan identificere et hjertestop, afsendes der en ambulance, og samtidig aktiveres de 3 nærmeste Hjerteassistenter. Det sker automatisk i et integreret system, hvor Hjerteassistenterne lokaliseres via en app på deres mobiltelefoner.
Accepteres alarmen guider appen den enkelte hjerteassistent frem til adressen, hvor der er brug for hjælp. I nogle tilfælde vil Hjerteassistenten komme før det professionelle beredskab og i andre tilfælde vil ambulancen være fremme først.
Det er vigtigt at understrege, at løsningen skal betragtes som et supplement til de eksisterende ambulance- og lægeberedskaber, der til enhver tid vil aktiveres først og være på vej inden en Hjerteassistent aktiveres.
Ved at flytte hjertestarterne ud i bilerne er vi med til at sikre, at vi kan få hjertestarterne hurtigere frem. Det kan vi, fordi hjerteassistenterne kan køre direkte frem til den adresse, hvor der er et formodet hjertestop og derfor ikke spilder kostbare minutter med at lokalisere en tilgængelig hjertestarter, der kan være langt væk.
Støt op om ordningen
Jeres støtte går til indkøb af udstyr, i form af taske, hjertestarter, førstehjælpskit og sikkerhedsvest, som udleveres til de enkelte Hjerteassistenter.
En fuld udstyrspakke til den enkelte Hjerteassistent, koster kr. 9.000,- + moms. Alle beløb er en hjælp til indkøb af udstyr. I kan vælge både at støtte med navn eller anonymt.
Jeres bidrag kan indsættes på følgende kontonummer: 9040 1290431197 - Spar Nord, Holbæk eller MobilePay: 584432
Vi redder liv med omtanke!

Uddannede førstehjælpere
Hjerteassistance består af et netværk af frivillige førstehjælpere, der står til rådighed og klar til at rykke ud i tilfælde af hjertestop.
Hjerteassistenterne er alle uddannet i førstehjælp og i brugen af hjertestarter. Størstedelen af hjerteassistenterne har en sundhedsfaglig eller beredskabsfaglig baggrund og arbejder til dagligt som f.eks. brandfolk, ambulancereddere, plejere eller tilsvarende.

Dækning både i by og land
Hjerteassistenterne indgår i et fintmasket netværk, der er baseret på beregninger, som bl.a. tager højde for både oplandets størrelse og antal indbyggere. Det sikrer, at både byområder og yderområder i en kommune er dækket godt ind.

Mobile hjertestartere = hurtig hjælp
For at øge chancen for overlevelse skal hjerte-lungeredning med brug af hjertestarter iværksættes indenfor 4-6 minutter efter hjertet er stoppet med at slå. For hvert minut der går fra hjertet stopper med at slå, falder chancen for overlevelse med 10 procent.
Da tiden er altafgørende, er det livsvigtigt at hjerteassistenterne har alt udstyr klar, hvis behovet skulle opstå. Alle hjerteassistenter er derfor forsynet med hjertestarter i deres køretøjer.

Direkte besked ved Hjertestop
I tilfælde af hjertestop sender alarmcentralen besked til hjerteassistance-appen, som de tilknyttede hjerteassistenter har installeret på deres telefon.
Med ét tryk på telefonen indikerer hjerteassistenten, om man er på vej og et kort med ruteanvisning guider hjerteassistenten hurtigst muligt frem til den pågældende adresse.
Hjerteassistenter i 17 kommuner
Hjerteassistenter er allerede fuldt integreret i Region Sjælland og dækker dermed alle regionens 17 kommuner. Foreningen arbejder dog på, at få Hjerteassistenter integreret i alle landets regioner.

Ordningen er med til at give Regionen Sjællands 17 kommuner et stærkt kort på hånden, når det handler om at redde flere med hjertestop, idet Hjerteassistenterne kan være hurtigt fremme og altid medbringer en hjertestarter.